Solen Astronomisk og astrologisk

(Genudgivet fra Stjernernes fysiske magasin)

Solen er den, det hele drejer om og drejer sig om, astronomisk og astrologisk. Uden sol intet liv på jorden, uden sol i horoskopet ingen identitet. Den skaber livet, og den skaber dit individuelle liv. Solen afspejler vores inderste kerne, det der gør os til den unikke person, vi er, forskellige fra alle andre. Den dynamo af energi og lys der holder os levende, pulserende og bevidste.

Astronomiske facts

Solen (latin: Sol; græsk: Helios) er den stjerne, som sammen med sit planetsystem udgør vores solsystem. Jorden og andet stof (herunder andre planeter, asteroider, meteoroider, kometer og støv) kredser om solen, som i sig selv udgør omkring 99,8% af solsystemets masse. Energi fra solen er – bl.a. i form af sollys – afgørende for næsten alt liv på Jorden via fotosyntese. Solen er den drivende kraft i Jordens klima og vejr, og den står for ca. 1/ af tidevandsvirkningen i havene, resten står Månen for.

Solen er en af stjernerne i galaksen Mælkevejen og kredser om dens centrum i en afstand på omkring 6.000 lysår og fuldfører et omløb på ca. 5–50 millioner år. Det er et tidsperspektiv, der kan gøre en åndeløs.

Solens regelmæssige daglige opgang i øst og nedgang i vest og dens regelmæssige daglige og årlige tilsyneladende vandring på himlen har sammen med de forskellige andre solfænomener inspireret og udfordret menneskeheden i årtusinder. Der er ud fra dette konstrueret forskellige verdensbilleder, som har sat sig dybe spor i historien og påvirket religion og kultur, og den indhøstede viden har frembragt en lang række praktiske opfindelser og befordret opdagelser og videnskabens udvikling.

Ultraviolet lys fra solen har antiseptiske egenskaber og kan benyttes til sterilisation af redskaber. Hos mennesket forårsager det også solbrændthed og har medicinske virkninger som f.eks. at fremme produktionen af vitamin D. Ultraviolet lys dæmpes særlig meget i Jordens atmosfære, hvorfor dets styrke varierer meget med breddegraden, man bor på, eftersom sollyset passerer en længere strækning gennem atmosfæren ved højere bredder. Denne forskel har forårsaget mange biologiske tilpasninger, herunder forskellen på menneskers hudfarve i forskellige egne af kloden.

Solen er en magnetisk aktiv stjerne, med et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solplet-maksimum. Solens magnetiske felt udløser flere effekter, som under et kaldes solaktivitet, og som inkluderer solpletter på solens overflade, soludbrud, de såkaldte "Flares" som kastes langt ud i rummet, og ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem solsystemet. Solaktivitetens virkning på Jorden ses bl.a. som nordlys og sydlys, samt som forstyrrelser af radiokommunikation og elektricitetsforsyning. Derudover menes solaktiviteten at have spillet en stor rolle i solsystemets dannelse, og den indvirker kraftigt på strukturen af Jordens ydre atmosfære.

Mennesket og Solen

I menneskehedens mest fundamentale forståelse er solen en lysende skive på himlen, hvis tilsynekomst over horisonten forårsager dag, og hvis fravær betyder nat. Den er det centrale himmellegeme, som livet på Jorden afhænger af, hvilket man fra de tidligste tider har været sig bevidst.

Solens regelmæssige daglige og årlige tilbagekomst blev ængsteligt afventet og besværget med magiske ritualer. Særligt har solformørkelser udløst bestyrtelse og frygt. I oldtidens Kina, hvor solen var symbol for østen, forår, mandighed (Yang) og fødsel foruden for kejseren, troede man, at en drage ville sluge solen og forsøgte med stor larm at få uhyret til at give den fri igen. I astrologien hedder måneknuderne også dragens hoved og dragens hale, og netop måneknuderne spiller en aktiv rolle i formørkelsen af solen og månen. Dragen æder solen.

I mange forhistoriske og forsvundne kulturer ansås solen for at være en guddom, eller et andet overnaturligt fænomen, og tilbedelse af solen indtog en central rolle.

Kalendere

Meget tidligt benyttede man den viden, man havde om dagen og året. Solen var det naturlige ur for mennesket, og betragtning af solen (og andre himmellegemer) og bestemmelse af jævndøgn, sommer- og vintersolhverv førte sammen med årstidernes skiften til udviklingen af kalendere. Herved kunne vigtige årstidsafhængige begivenheder som f.eks. Nilens årlige oversvømmelser og det gunstigste tidspunkt for såning bestemmes forud, og på havet kunne man tage hensyn til farlige, sæsonbestemte stormperioder. Meget senere, da sejladserne gik over åbent hav, benyttedes solens højde på himlen til navigation, fordi den fastlægger breddegraden.

Mange forhistoriske monumenter og kultsteder blev opført med henblik på solfænomener. Det gælder f.eks. stenmegalitter, som nøjagtigt markerer sommersolhverv. Nogle af de mest fremtrædende megalitter findes i Nabta Playa i Egypten og ved Stonehenge i England. I Stonehenge står solen ved sommersolhverv op lige over en bestemt sten, og solstrålerne kan på den dag lyse ind i anlæggets indre. Tilsvarende er pyramiden El Castillo i Chichen Itza i Mexico bygget, så der ved en skyggevirkning tilsyneladende ses slanger sno sig op ad pyramiden ved de to solhverv.

Også i antikkens Grækenland dyrkede man solguden. Det var Helios, som dagligt kørte over firmamentet med sin solvogn. Helios svarede ret nøje til romernes uovervindelige Gud Sol Invictus, hvis kult var vidt udbredt i Det romerske kejserrige. Fra antikken har astrologien overtaget solen som symbol på vitalitet. Herhjemme har vi solvognen som et vidnesbyrd på solens betydning for opfattelsen af livet.

Astrologisk

I horoskopet er solen også den kerne, personligheden bygger sig op rundt om. Den er vores jeg, vores identitet, der hvor vi er individuelle, den indre natur der stråler ud gennem vores forskellige aktiviteter. Vores væsens kerne. Den er også konkret fysisk det vigtigste for vores liv: hjertet, blodkredsløbet, som holder os i live.

Solen er livskraft, alt det, der bekræfter, at vi er levende. Den er energi, den er varme, styrke, vitalitet. Den viser vores livsoverskud. Her har vi kreativiteten som den rene livskraft, der må udtrykkes.

Solen symboliserer den naturlige autoritet, den fødte leder, den selvstændige, der følger sin egen individuelle vej i livet. Også de ydre autoriteter (delt med Saturn) konger, kejsere, overhoveder, direktører, chefer, fædre, de som er solen i deres univers, er samlingspunktet og lederen i deres gruppe.

I den helt anden aldersmæssige ende har vi børn, yngel, formering, det at skabe efterkommere, men også de kreative "børn": værker, hvad enten det er malerier eller musikstykker. Solen er den skabende proces. Vi udfolder os på egne betingelser.

Hvis vi går tilbage til faderfigurerne, er solen også et symbol for vores egne leder-evner, vores magtfuldhed eller mangel på samme, vores vilje, selvstændighed, der hvor vi er livet voksne og ansvarlige over for vores egne handlinger. Solen viser værdighed og storsind, den skinner på såvel den lille som den store "mand".

Solen drejer om sig selv, det drejer sig om en selv, her er man subjektiv, her står man i centrum og kan ikke se sig selv udefra, men lyse ud på andre. I øjebliksastrologien har man begrebet forbrænding, når en anden planet kommer for tæt på solen. Solens styrke, varme og position er så stærk, at alt andet blegner ved siden af. Se bare det konkrete astronomiske størrelsesforhold mellem solen og de andre planeter.

Alt, der glimter, er ikke guld

Solen styrer metallet guld (bare at kalde det metal, ligner en degradering, det går ikke, det er materialet over alle materialer), og det er en kendsgerning, at mennesker med planeter i Løvens (solens) tegn har en forkærlighed for guld. Men det drejer sig også om alt, der ser ud af noget, er værdifuldt, skinner og stråler. Pomp og pragt, tænk bare på solkongen, som er et fint symbol på de ydre sider af solsymbolet. Solen er fornem, stolt, har værdighed og bærer hovedet højt. En grundlæggende selvtillid, at man er livet værdig. Men der ligger også en forblænding, at fanges af det ydre tingel-tangel, skinnet bedrager. Man bliver forfængelig eller hovmodig.

Behovet for at blive set stammer fra barnets behov for at blive mødt, som det er, få ubetinget kærlighed, få opmærksomhed for bare at være den, man nu er, ikke for hvad man gør. Og bliver det ikke opfyldt, følger det med solen ind i voksenalderen, og den barnlige "se på mig mor", "se hvad jeg kan" bliver en anstrengende parodi.

Hvem er jeg?

Men det indre "skin", den dybe indre livsgnist, som solen giver, den er det værd at lytte til og give næring. I solen finder vi også vejen, vores individuelle vej i livet, vi udvikler os, og solen angiver retningen. Det, som psykoanalytikeren Jung kaldte individuationsprocessen, det at finde ind til sin sande kerne og til at udleve den i hverdagen, er en solproces. At finde ud af hvem man dybest set er.

Solen er i øvrigt knyttet til søndage, og jeg kender Løver/solmennesker, der har det svært med hverdagen, hver dag skal være en fest, skal være storslået, flot og rumme intenst liv og gerne lidt drama. Men i individuationsprocessen må alt det ydre vige for en vigtigere indre meningsfuld agenda. At finde selvet.

Solsymbolet selv er et lille univers, med et selv eller en klode i midten og noget ikke nærmere defineret cirklende udenom. Man kan vælge at forblive i den ydre cirkel, og man kan vælge at blive i den indre kerne, men man kan også være både det ydre og det indre, en helhed, et helt univers, et helt menneske.