Mars i Skytten

Livet er et eventyr, der skal opleves og udleves

Mars bevæger sig i Skytten den 24. november og rejser gennem det mest optimistiske tegn frem til 4. januar 2024. Det bliver en blandet omgang bolsjer med pile, der skyder vildt i hver sin retning.

”Lev stærkt og dø ung” kunne være sagt af en med Mars i Skytten. Der skal fart over feltet i den bevægelige ildenergi, der tænder for Mars, der i forvejen ikke mangler hverken vilje eller retning. Skyttens eventyrlyst er ikke til at styre, når Mars blander sig i festlighederne.

Tag ved lære af fortiden og bring den viden med ind i fremtiden

Mars var sidst i Skyttens tegn hen over jul og nytåret 2021/2022, så vi kan passende kaste et blik tilbage til den tid.

Som Søren Kirkegaard sagde så vist: ”livet leves forlæns, men forstås baglæns”, og det er jo netop en af astrologiens forcer; At kunne se bagud for at se fremad. Historien gentager sig selv; hver gang med nye erfaringer og oplevelser rigere. Den regel gælder for oven som forneden. Mikrokosmos og makrokosmos. De universelle love gælder.

Ilden spreder sig som en steppebrand

Når Mars er i Skytten kan diskussionslysten øges. Mars´ ukuelige egenvilje mixet op med Skyttens evne til at mene meget om alting, kan give en krydret julecocktail, som ikke alle bryder sig om smagen af. At kæmpe for sin egen sag, sin tro og overbevisning er i denne tids ånd med alt, hvad det måtte indebære af konsekvenser for den indre og ydre verden.

Tålmodigheden kan være svær at mestre, og man må ty til den viden, man har opsamlet, for at vare sin mund eller forsvare sine holdninger sagligt. Her bør vi ikke glemme, at vi oplever verden gennem hvert vores perspektiv og linse, så at kæmpe for blot at få ret, kan måske være spildte kræfter. Med spansk temperament kan vi spurte til makronerne hurtigere end lysets hastighed. Afsted det går. Vi kan jo ikke bare sidde på hænderne. Vi må tage action.

Har du i forvejen hang til impulsive drifter, bliver disse næppe mindsket under denne transit. Oplevelseslysten er stor, og man kan let tage chancer for ”vo intet vover, intet vinder”. Og Mars vil jo gerne vinde. Verden er din østers, og at handle på din lyst til at leve livet, bør vel heller ikke tæmmes. Det er så meget at se, så spring ud i det blå uden livrem og seler. Et adrenalinkick skal der måske til, så du rigtig mærker livets puls banke i dine årer.

Følgesvende, andre perspektiver og modstand gør stærkere

Mars følges langt hen ad vejen med Solen og Ceres i Skyttens tegn. Ceres følger først med ind i ildens verden den 25. november. Saturn danner kvadrat hertil fra sin position i Fiskene, så energien skal tøjles, og ansvaret skal mestres, før der bliver frit løb senere på måneden.

Det er ikke uden udfordringer, når den saturnske energi kommer på banen og tager fat i kraven. Ikke så hurtigt, lille du. Det kan øge frustrationen ikke bare at kunne give fri. Som en hidsig hingst, der er buret inde bag lås og slå, mens energien samles, og endeligt så småt kan slippes fri på de åbne vidder hen mod skiftet til december. Her slipper forbindelsen til viljestærke Pluto også, og vi kan endeligt føle os frie i vindens friske pust fra vest.

Hen mod den 5.-6. december dannes der gode toner med ”stå stærkt i dig selv” dværgplaneten Makemake i Vægten. Selvgjort er velgjort, og konsekvensen for egne handlinger bæres på egne skuldre i den karmiske rygsæk. Det kan ikke være anderledes. Vi fødes alene, og vi dør alene. Alt hvad der sker midt i mellem opleves og tackles i eget indre. Hvor langt vil du nå i dette liv, synes at være spørgsmålet? Kaster vi os blot hovedkulds ud i vilde oplevelser, eller er der mon en højere mening med galskaben? Det svar må vi selv søge inden i.

Gør-det-selv problematikken forstærkes midt på måneden af trigonen til asteroiden Chiron i Vædderen, der smerteligt driver os videre i rejsen mod at blive os selv, så vi kan handle derefter. Healingen af vores jeg og vores ego er i fuldt sving. Det er motivationen. Det er rejsen. At tage lederskab for egne dybe sår, for den rejse vil føre menneskeheden i helt nye retninger. Skyttens pile vil da sigtes mod andetsteds og bringe nye mål at nå.

Det drive forstærkes yderligere hen mod juleaften, når der dannes trigon til den nordlige måneknude, der driver os mod vores højeste potentialer. Hver og en præsenteres vi med muligheder for udvikling igen og igen, og griber vi chancen og lægger blod, sved og tårer i præstationen, bliver belønningen også derefter på den lange bane.

Konflikterne i privaten og på verdensplan kan optrappes af de sandheder, der kommer på bordet, når Eris i Vædderen blander sig i kampen for retfærdighed i juledagene. Konflikter, der ikke er taget som små vokser sig let større og venter blot på en lille gnist for at antænde gnidninger. Selvom aspektet er harmonisk, så er der knald på. Det er direkte, lige på, hårdt og ubarmhjertigt, og det kan næsten blive for meget af det gode.

Slutteligt så spændes der op til Neptun i Fiskene. Er sjælen på rette vej? Eller bruges intuitionen til forkerte formål? Hvad ønsker vi at bruge livsenergien på, og tjener vores aktioner et højere formål, hvor vi ikke blot gentager en martyrisk traumerespons og bliver ofre for vores overbevisninger igen og igen? Spørg dig selv, hvor vil du hen? Får dine handlinger dig i den ønskede retning? Lever du din drøm?

Hvilken kamp vil du vinde?

Det er tid til at spænde buen og sende pilene afsted mod de ønskede destinationer. Det, vil være det arbejde, der skal til den kommende tid. Vi risikerer at synde og skyde forbi målet, hvis ikke vi koncentrere brugen af vores uanede kræfter. Sigt efter stjernerne. Den, der sigter efter målet, risikerer at vinde i livet.

 

Tilmeld dig nye webinarer eller gense tidligere afholdte

Forrige
Forrige

Ceres i Skytten

Næste
Næste

Forstå dine madvaner - igennem astrologien