Coco Chanel  - et astrologisk portræt

Modemiljøet har og har haft mange farverige personer, hvor excentricitet og glamour er gennemgående temaer. En rigtig passioneret diva er passende til dette Løvenummer og for nyligt aktualiseret gennem filmen om Stravinsky.

Af Lillian B. Jensen

(Genudgivelse fra Horoskopbladet Stjernernes fysiske magasin)

Gabrielle Bonheur “Coco” Chanel er en af fransk modes store dronninger med en utrolig lang holdbarhed. Hendes kælenavn Coco stammer fra en kortere periode, hvor hun var sangerinde i Moulin, her traf hun også en af sine velgørere den rige Étienne Balsan, som var med til at anspore hendes karriere i modebranchen ikke mindst med kontanter.

Coco havde en livlig fantasi for ikke at sige en trang til at pynte på kendsgerningerne, hun påstod, hun var født i 1883 og løj sig dermed ti år yngre. Hun fortalte også farverige historier om sin barndom og forældre, mens virkeligheden var knap så romantisk. Hendes mor døde, da hun var 12 år, og faderen anbragte hende på et børnehjem, hvor hun blev opdraget af nonner. Hun lærte bl.a. at sy, hvilket kom hendes karriere til gode.

Hele sit liv bar hun på det svigt, hun følte, faderen forårsagede, at han valgte hende fra, og hun så ham aldrig siden. I horoskopet ses det tydeligt med Månens vanskelige spænding til Saturn, det dybe sår, afvisningen fra faderen, begge danner også spænding til Merkur, og dette mønster blev meget stærkt udløst netop i tolvårsalderen af transit Pluto, som gik over Saturn og i kvadrat Måne og Merkur.

Hendes store trang til at pynte på virkeligheden, skabe sig en verden, hun selv har besluttet, hvordan skal se ud, tager sit udspring i Solens spænding til Neptun. Hele divakomplekset ligger her i den dramatiske, farverige Løvesol med den forførende, sanselige Neptun i Tyren i femte hus. Jo, hun vidste, hvordan man skulle spille sine kort ud som meget smuk, attraktiv kvinde. Men vigtigt var det at holde illusionen ved lige, at finpudse iscenesættelsen, så den gav hende bedst tænkelige muligheder.

Moden

Coco startede sin karriere med at sy hatte, først som en hobby, men ved hjælp af en af sine rige elskere fik hun sin første butik i 1910 (MC trigon Jupiter). Hendes karriere tog et voldsomt opsving med toppunkt i 1928, hvor hun havde 1000 ansatte og skabte omkring 8000 kjoler/dragter om året. Hendes store succes skyldes bl.a. de enkle klassiske snit og den velvære, tøjet gav. Hun var den første, der afskaffede korsettet og skabte afslappende, men luksuriøst fritidstøj. Hun sagde selv: "Luksus skal være komfortabelt, ellers er det ikke luksus." Hun lod sig inspirere af mænds tøj og tilsatte den elegance. Hendes første succesfulde dragt blev til, da hun syede en dragt til sig selv af noget gammelt jersey, for at kunne holde varmen. Coco sagde: "Min rigdom bygger på en gammel jerseydragt, jeg syede, fordi der var koldt i Deauville"

Cocos design revolutionerede moden og har holdt sig gennem generationer. Den lille sorte aftenkjole var hendes kreation. Hun blev en kendt modedesigner og fik sit eget modehus i Paris i 1919. Hun var perfektionist, hvilket ses i hendes Jomfru Merkur, med dens sans for de fine detaljer og arbejdsom, arbejdede lige til det sidste, til sin død i 1971 (10.1.) hvor hun var 87 år gammel.

Ud over at arbejde med haute couture har Coco Chanel også skabt teaterkostumer og så selvfølgelig den kendte parfume, der stammer fra en russisk storfyrste, hun havde som elsker. Den parfume gjorde hende til millionær.

Mændene

I datidens franske overklasse var det almindeligt med elskerinder og at installere dem i deres egne dyre lejligheder.

Coco var ikke just en trofast sjæl, hun havde snesevis af elskere, som også havde flere elskerinder. Coco havde sans for at finde de rige, aristokratiske, indflydelsesrige og spændende personer, som gav hende et liv i luksus (Venus og Sol i Løven i spænding til Neptun i Tyren, luksuskvadraten). Først elskerinde af en velhavende militær officer derefter af en engelsk industrimagnat, Coco trak på ressourcerne fra disse ved oprettelsen af sin modebutik i Paris i 1910. Hun blev ven med bl.a. Pablo Picasso, Igor Stravinsky (som hun også havde en affære med), royale personer, bl.a. Hertugen af Westminster om hvem hun sagde, da hun blev spurgt, hvorfor de ikke giftede sig: "Der har altid været mange hertuger af Westminster, men der er kun en Chanel."

Coco var en smuk kvinde, og det var hun ikke sen til at udnytte, men hun var ikke specielt interesseret i at udnytte sin position på f.eks. politisk vis, hun ønskede et behageligt liv, og økonomisk var hun sikret dette, hun var på sin tid den rigeste kvinde i Europa med ca. 15 millioner i indtjening om året. Jupiters hersker i sekstil Jupiter og Venus i Løven har sikret hende en god indkomst, men ikke fyldt det tidlige hul af savn.

Krig og eksil

Bag glamouren og det letlevende liv var der også en skyggeside, der blev tydelig under krigen og som fik konsekvenser for hendes karriere. Den grundlæggende konflikt mellem Måne og Saturn har lejret et dybt behov for tryghed, som er blevet overført til økonomisk tryghed. Og faderens afvisning havde en effekt på hendes behov for at blive en del af de finere kredse, være noget ved musikken, noget vigtigt, en mand lagde mærke til og ville savne. Løve Tyr kombinationen specielt fra femte til ottende hus kører det seksuelle tema ud.

Under 2. verdenskrig blev elskerne til højtstående tyske officerer, så livet i luksus kunne fortsætte, selv om hun lukkede forretningerne. Coco blev involveret i et par smudsige affærer, hvor hun blev skyld i, at en veninde, der havde åbnet døre til det engelske kongehus, blev arresteret af Gestapo. I hendes parfumefirma var det jødiske mænd, der havde aktiemajoriteten, og hun var medvirkende til, at de kom over på andre hænder og deres del konfiskeret, så hun selv fik en større part.

Var det moralen, der var flosset? Eller en overlevelsesstrategi i et krigshærget land? 

Horoskopherskeren Jupiter står så flot, aspektmæssigt og i tegn, selv om det er Neptun og Uranus, den trækker på. Om ikke andet så viser den værdighed i hendes måde at føre sig frem på. Men med Neptun i spænding til Solen har vi en mindre flatterende side, en måske direkte bedragerisk side. Merkur i spænding til Saturn fra Jomfruen til Tvillingerne kan også godt give kold beregning, og begge danner spænding til en svigefuld Måne i Fiskenes tegn.

Men samme aspektfigur har også givet hende den kreative åre, sansen for stil, timing og intuition. Hvad der virkelig har foregået i hendes indre, får vi ikke at vide, hvad hun gerne ville have os til at tro, er en anden sag. Gennem det meste af 2. verdenskrig havde Coco gode aspekter, og da krigen sluttede, og andre kvinder, der havde "fraterniseret" med fjenden, blev lagt for had, klippet skaldet og jaget som fredløse, trak Coco sig væk fra scenen og gik i eksil i Schweiz. Her tilbragte hun de næste ni år, hvorefter hun gjorde et "come back" i modebranchen. Franskmændene tog ikke vel imod hende, men det gjorde englænderne og amerikanerne.

Det sidste år

I sine velmagtsdage tog Coco to gange om året til Hollywood for at designe tøj til de store stjerner, der var lavet en speciel togvogn til hende i den mest luksuriøse stil, en hvid togvogn til hende alene, og hun fik, hvad der i dag ville svare til 5 millioner for det.

Fra et liv (eller en bid af det) på børnehjem til et liv i stor luksus med venner fra de højeste positioner, var hun som en anden H.C. Andersen ælling, der udviklede sig til den smukkeste, graciøse svane. Penge blev et stærkt omdrejningspunkt i hendes liv, ligesom seksualitet var det, og det bringer os tilbage til Løve-Tyre-kvadraterne og til de flotte Jupiter-aspekter.

Men det var en erstatning (omend en ret stor en af slagsen) for et trygt familieliv, med anerkendelse af hendes vigtighed som et barn i familien. Den anden side af 2. hus og Venus er mere vanskelig. Månen står i 2. hus i spænding til Saturn, den fornægtede dog ikke penge eller andre materielle goder, men den fornægtede dybest set hendes selv-værd.

Hun viste, hvad hun duede til karrieremæssigt, men fik ikke accepten fra sin far. Hvordan det har været at blive gammel og se skønheden falme, må vi gisne om, men Coco var aktiv til det sidste, hun arbejdede, til hun døde som 87-årig.

Efter en lang årrække med medvind og rigtig mange positive aspekter, vendte Pluto tilbage med kvadrater til ascendanten bl.a. og blev den, der satte det sidste punktum. Et langt, aktivt og kulørt liv blev sluttet. Hun nåede magtens tinder, som en af de største designere i historien, som en af de rigeste og mest eftertragtede kvinder. Hvor mange mænd, hun nåede at stå i forhold til, er ikke til at tælle, de var hendes livs omdrejningspunkt og erstattede den manglende kontakt til faderen eller blev som en erstatning for den manglende familie, i deres selskab var hun værdsat.




Næste
Næste

Venus i Skorpionen