Ascendanten

Af psykologisk/ evolutionær astrolog Louise Bunnage

Du kender sikkert allerede dit stjernetegn; det tegn, Solen stod i da du blev født. Men kender du også din Ascendant? Et horoskop består af mange delelementer og kan hurtigt blive komplekst at tolke. Et godt sted at starte er, at få en grundlæggende forståelse af dit stjernetegn og din ascendant. 

Hvad er en ascendant?

Ascendanten er betegnelsen for det "opstigende” tegn da du blev født. Det tegn, der i fødselsøjeblikket var stik øst, set fra det sted, hvor du blev født. Den østlige horisont ændrer sig naturligvis alt efter hvor på jorden, du befinder dig. Derfor har det betydning, hvor du er født.  Men som bekendt drejer jorden også en hel gang rundt om sig selv på ét døgn - og stjernetegnene (ekliptika) bliver, hvor de er! I løbet af et døgn bevæger det opstigende tegn - ascendanten - sig derfor gennem alle 12 tegn! For at kunne bestemme ascendanten, er det derfor nødvendigt at vide, hvad tid du er født. 

Ascendanten udgør 1. husspids (starten på 1. hus) og har betydning for placeringen af alle 12 huse, som dit horoskop består af.  Selvom du og en anden har samme fødselsdato, siger det ikke noget om jeres ascendant. Tegnet (og graden) på din ascendant afhænger af det præcise tidspunkt og sted, du blev født. 

Den astrologiske betydning af din ascendant

Ascendanten kommer til udtryk i dit møde med omverdenen. Ascendanten er din "maske" udadtil - andres førstehåndsindtryk af dig. Man kan sige, at ascendanten viser din 'stil'; den måde du fremstår for andre, din mimik og gestikulation.  Personer, der ikke kender dig så godt, ser først og fremmest din ascendant, dernæst resten af dit horoskop. 

Ascendanten er dog mere end blot en facade. Den siger meget om, hvordan du navigerer gennem livet og hvilket "filter" du ser verden igennem. 

Du udtrykker dit stjernetegn og resten af dit horoskop igennem din ascendant

Den planet, der er forbundet med tegnet på din ascendant er også vigtig. Den fortæller blandt andet noget om, hvilken type aktiviteter, du udvikler dig igennem. Og har du en eller flere planeter tæt på din ascendant, nuancerer de også det samlede billede.

Hvordan finder jeg min ascendant?

Hvis du kender dit eksakte fødselstidspunkt og -sted, kan du selv finde ud af hvad din ascendant er. Hvis du blot ønsker at kende tegnet på din ascendant, kan du finde en beregner på nettet - prøv fx at google "beregn ascendant". På www.astro.com kan du også både kan se og gemme dit horoskop. 

Kender du ikke dit fødselstidspunkt? 

Kender du ikke dit fødselstidspunkt fra fx din dåbsattest eller 'barnets bog', og kan du ikke få hjælp fra dine forældre, er der måske alligevel hjælp at hente. Du kan gratis bestille dit eget eller dit barns fødselstidspunkt fra Rigsarkivet. Grundet stor efterspørgsel er der dog lange ventetider og det er ikke alle fødselstidspunkter, der er blevet registreret. Er du født i udlandet, har Rigsarkivet desværre ikke dine oplysninger. 

Vil du vide mere?

Jeg har i samarbejde med Aller Media lavet en kort video om ascendanten, som er illustreret og fortalt på en letforståelig måde. Du kan se videoen her på Stjernerne.

Der er også mange, der spørger mig, om Solen eller Ascendanten er vigtigst i forhold til de kollektive indflydelser. Er du fx Vægt med Jomfruascendant, hvad betyder det så for dig, at der er nymåne i Fiskenes tegn? Det korte svar er, at Solen og Ascendanten begge er vigtige. Solen viser din udviklingsvej; der hvor en indflydelse ofte tager sin begyndelse. Ascendanten viser i højere grad den ydre verden. Solen i Vægten kan med nymånen i Fiskenes tegn fx plante nye frø i relation til sit helbred, sin hverdag eller sine kompetencer - men der hvor ændringerne er synlige (også for andre) og der kan ske konkrete begivenheder er i Jomfruascendantens relationer.

Forrige
Forrige

Månen i vandtegnene

Næste
Næste

Hvad består dit fødselshoroskop af?